Druidens lejr [30-09-2012]

Namiko kiggede bare ned i jorden. Nu følte hun sig pludselig meget usikker. "Hvad er jeg gået med til?" hviskede hun til sig selv

Hun smilede svagt. "Tja. Du er vel egentligt gået med til at være med i klanen. Så det betyder vi skal igennem indvielses ritualet. Blot fordi jeg er den eneste tilbage fra de orginale druider, betyder det ikke at de gamle skikke skal forgå."

Namiko: "Hvad er ritualet? Ikke at jeg tror at det er farligt... men... jeg vil gerne vide det..."

Hun smilede svagt. "Du får et ekstra navn.. Som kun folk i klanen vil kende. Og du vil blive sat i kontakt med naturens ånder på en helt anden måde end andre normalt er... Og så får du de rituelle symboler." hun pegede mod sit eget ansigt, hvor der var grønne, snoede streger hist og her.

Namiko nikkede indforstået. "Ok... Det lyder godt... Jeg er klar" Namiko smilede til Keaira. "Jeg er klar"

Hun smilede blidt, nikkede. "Mit eget navn, som jeg bruger i henhold til naturen, er Čáppat. Ånderne hviskede det til mig. Og som sådan, er det det navn jeg påtog mig." hun gik over til det lille stenbord for at gøre tingene til ritualet parat.

Namiko så beundrende på Keaira. "Det er et smukt navn. Men jeg skal vel stadig kalde dig Keaira... ikke?!"

"Når det er inde for klanen, bruger vi vores originale navne. Overfor Fury og alle andre bruger vi naturens navne. Viser os som de beskyttere af naturen, vi er."

Namiko: "Så hvis Fury er i nærheden skal jeg kalde dig Čáppat?!"

"Præcis." hun nikkede, og sad et øjeblik med lukkede øjne. "*Luonnon henget, paljastaa minulle todellinen luonne tämän lapsen." mumlede hun for sig selv, i dyb koncentration. En hånd i kontakt med et træ, hvorved hun lod naturens ånder give hende svar. Smilende da hun fik svaret, åbned ehun igen øjnene, og gik tilbage til at lave den rituelle maling - i en blålig, nærmest turkis farve.

//*Naturånder, fortæl mig dette barns sande natur. - på finsk.//

Namiko så smilende på Keaira mens hun tog kontakt til naturens ånder. Efter Keaira tog malingen spurgte hun undrende; "Hvad nu?"

"Nu?" hun smilede. "Nu får du den rituelle maling. Den vil gøre dig i stand til at komme i kontakt med de af naturens ånder, der tilkommer dig." hun dyppede en finger i malingen, og gik stille og roligt hen til hende. "De ånder jeg er i kontakt med, har bolig i træerne, i buskene og i jorden. De fortalte mig, at dit navn passer godt til dig. De aner, at du higes mod vandet."

Namiko smilede tilbage. "Så gav min familie mig vist det rigtige navn". "Men... har de et andet navn til mig?! Og hvad vil du male for symboler og hvor?" Namiko så ned. Hun synes at det måske var et dumt spørgsmål.

"Det har de altid. Det vil åbenbares for dig efter du selv kommer i kontakt med ånderne. Det er kun dig der vil få fortalt navnet, og således, er det kun dem, som du fortæller dit nye navn, der kender til det." hun smilede, og høvede fingeren med malingen. "Du vil få de nyligt initieredes symboler. Med tiden vil de udvikle sig, som mine har. Men for nu - nogle få, enkle streger der strækker sig fra dine kinder, og op til din pande." og hun hævede sin finger, begyndte på det enkle mønster.

Mens Keaira tegnede de simple streger på hendes lukkede Namiko sine øjne og tænkte på hvordan naturens ånder mon ville fortælle hende hendes nye navn.

Mens hun tegnede stregerne, mumlede hun videre, denne gang på hendes samiske. Fremsagde riterne, remserne, for at et nyt medlem blev accepteret af naturens ånder. Hun kunne mærke hvordan ånderne accepterede Namiko, og hun smilede, sagde stille; "Find dit rette element. Da vil du kunne høre ånderne, nu. Hør hvad de har at sige til dig."

Namiko smilede tilbage. "Hvor skal jeg gå hen?" spurgte hun forvirret. "Jeg higes mod vandet siger ånderne... Hvor vil de have jeg skal gå hen?" Namiko så sig lidt omkring.

"Prøv bækken lige i nærheden. Hvis det er dit sande element, som ånderne siger det er, så urde du kunne høre dem der." hun pegede hen mod bækken.

Namiko nikkede for at vise at hun forstod. Derefter gik hun ned til bækken, satte sig ned ved breden og kom forsigtigt sin højre hånd ned i det strømmende vand. Lige pludselig gik der et sæt igennem hende og hun trak sin hånd op af vandet igen og så på den. "Det var meget mærkelig og dejlig fornemmelse" smilede hun til Keaira.

Hun smilede let, stod selv kort et kort stykke bag Namiko. "Ja... Det er det altid første gang. Hørte du dem?"

Namiko så på hende. "Jeg hørte nogle svage stemmer sige Arvebalva. Og de blev ved med at gentage det med glade, optimistiske stemmer." svarede hun smilende

Hun smilede. "Arvebalva... Det passer også godt til dig. Kan godt se hvorfor ånderne har valgt det navn til dig."

Namiko: "Arvebalva..." Namiko sukkede glad. "Men hvad betyder det? Jeg er bare nysgerrig..."

"Det betyder regn..." hun smilede let. "Du er vist i sandhed et af havets børn, når selv ånderne anerkender det."

Namiko smilede tilbage. "Regn..." Derefter sukkede hun stille. "Bare jeg ikke ender med at bringe det over andre..." sagde hun lidt nedtryk.