(11/10/12) Efter kampen

Kata stod stille og fandt nogle ting frem fra bæretasken på Shyyera. Hun fandt en lille gryde, nogle tomater, gullerødder, vand, lidt krydderier, brød, en kniv og nogle tæpper.
Med favnen fuld gik hun hen imod Robin, "tæppe?" spurgte hun og rakte ham et. "Taylor?" sagde hun og hentød til om han ville have et tæppe. "jeg laver noget suppe, og så kan jeg fortælle jer om hvad jeg fandt ud af i byen i dag" sagde hun stille.
Hun kiggede op på Keaira, "sulten?" spurgte hun stille.

Shyyera gik efter kata og lagde sig vedsiden af hende. Hun holdt øje med de andre. Taylor havde grebet hendes opmærksomhed, hun kunne ikke lide hans væremåde. Hvad var der med ham? Han virkede så stille før?

Hun sukkede. "Okay så. Jeg undskylder, min tone var vist lidt grov lige før. Men når man ikke taler ordenligt til mig, skal man heller ikke forvente at få andet igen." dernæst så Keaira på Kata, rystede let på hovedet. "Nah, spiste kort før jeg kom herover, sammen med mit nye klanmedlem. Ellers tak." et smil formedes på hendes læber.

Taylor stod med armene over kors, og kiggede lidt på hvordan de alle pludselig ikke diskuterede mere efter hvad han havde sagt. godt tilfreds med sig selv. han kiggede på Robin og kunne se at han ikke var helt glad for den måde han lige havde talt på.
han valgte at ignorere det, og lade som ingenting. han så på Kata. "Jo tak, et tæppe kunne da være rart" sagde han venligt.

Robin prøvede at fange Taylor's blik, men Kata rakte dem begge et tæppe som de tog imod. Robin lagde dog sit tæppe rundt om Sparki. "Kom hen til bålet, så ser vi på det sår du går rundt med" sagde han flat og gik selv imod bålet. Han satte sig ned og stirrede tomt ind i ilden. Han ønskede at de alle kunne være gode venner, men der var noget nyt i Taylor's øjne. Hans tøj havde også ændret sig. "fortæl Kata" sagde han så. Det lød mere som en ordre end et spørgsmål.

Sparki så undren op på Robin. Han havde lagt mærke til hans pote og andre sår. Han sank blikket lidt. Det var første gang at nogen ville til se hans sår. Han fik humpet hen til sin herre og lagde sig foran ham, så han lå tæt på ilden og varmene Robin's ben med sin ryg. Han mærkede godt at noget gik Robin på. Det var sikkeret det med Taylor. Men uden Taylor så skændes de endnu. Hvorfor kunne han ikke bare sige tak og lade vær med at se så trist ud?? Det irriterede den store schæfer at hans ejer var så god hjertet. Taylor var mere barsk og modig og kunne meget mere. Hvorfor kunne han ikke være hans ejer? Han lagde hovedet tungt ned på jorden. Hvorfor følte han sig så glad for Taylor? Var det Robin's følelser der blandede sig med hans? Muligt. De var ikke fysik forbundet på nogen måde. De havde dog fundet hinanden på en mærkelig og underlig måde. Måske var det bare et tilfælde?

Robin bøjede sig ned og strøg sin hund over ryggen. Han kunne ikke bedømme potens tilstand da han aldrig havde fat dyr. "Keaira lidt hjælp tak.. Er den brækket?" spurgte han bekymret og hentydede til Sparki's pote.

Hun gik stille nærmere. "Jeg kan kun sige det hvis Sparki lade rmig undersøge hans pote. Vil du det, Sparki?" hun så hunden ind i øjnene, et blidt smil på læberne.

Taylor kig rundt om bålet og hen til Tarok som stod på den anden side. han satte sig ned. "Lig dig dog og slap lidt af" Beordrede han Tarok som stadig stod og var lidt mistroisk overfor Keaira. Tarok gjorde som han fik besked på . og lagde sig et par meter fra bålet.
Taylor satte sig foran Tarok, og lænede sig lidt tilbage så han lå op af ham. så smed han tæppet over dem begge. Han lukkede øjnene i. måske var det muligt at få lidt søvn. og dog, så var han for anspændt til at kunne sove, når der var så mange omkring ham.

Sparki så mistroisk på Keaira. Så så han sig over skuldren på Robin. "Behøver jeg virkelig??"

Robin hævede et øjnbryn. "Du kan også gå rundt med en dårlig pote resten af dit liv???" sagde han. Sparki smilte. "OPFØR DIG SÅ PÆNT!!!"

Sparki sukkede. Og lod Keaira komme til uden at brokke sig.

Et lille, venligt smil. "Rolig. Jeg kunne aldrig drømme om at gøre et dyr ondt." hun tog forsigtigt fat i poten. "Jeg bliver nødt til at prikke lidt rundt. Sig hvor det gør mest ondt, jeg lover at være så blid som muligt." Og så, prikkede hun meget forsigtigt rundt på Sparkis pote, så til tider op på hans ansigt for at se om han prøvede at holde nogle lyde inde eller var helt oprigtig med hvor det gjorde ondt.

Sparki brød sig ikke om at et menneske skulle undersøge hans pote, især ikke en fremmed der lugtede så slemt! Han ignorrede dog lysten til at bide ud efter hende, derimod kiggede han op på sin herre for at se ham i øjnene. Hvorfor stolede han på hende? Han havde sagt at hun havde redet ham? Han sukkede. Han havde glemt alt om at hun prikkede rundt på hans pote og pludselig undslap der et lille piv fra ham. Han lagde hovedet ned i flovhed.

Robin så ned på sin hund og små smilte over pivet. Ikke fordi han havde været bedre selv.

"Ah. Så det er en sene den er gal med." hun smilede let. "Det er ikke noget alvorligt." forsikrede hun dem, og fiskede bandage frem fra en lomme, begyndte forsigtigt at forbinde poten. "Du skal bare tage det roligt et par dages tid, s skal den pote nok komme sig igen. Den har bare fået et lille slag eller også er den blevet overstrukket. Det er hvile og støtte der er brug for. Bandagen vil støtte, men du bliver nødt til at tage den med ro et par dage, Sparki. Ellers vil den bare blive værre."