Druidens lejr [30-09-2012]

"Den med et rent sind, og en rent hjerte, bliver aldrig bebyrdet med den slags. Du vil kun bringe regn over dem der fortjener det. Fury." hun smilede og lagde en hånd på Namiko's skulder.

Namiko rykkede sig tættere indtil Keaira og snøftede. Hun mumlede "Et nyt hjem, et nyt navn... men bedst af alt - respekt for den jeg er."

Hun smilede let, lagde stille armene om Namiko i et lille kram. Hun kunne godt mære at Namiko var yngre end hende, men det gjorde hende nu ikke så meget. Det var nærmest som om hun havde en lillesøster, nu. "Jeg respekterer alt og alle for dem de er. Så længe de kke skader andre eller naturen."

Namiko kiggede op på Keaira og tørrede sine små tårer væk. "Mange tak... Jeg skal nok gøre alt hvad jeg kan for ikke at skade nogen eller noget.... Men hvad nu?"

Nu?" hun smilede. "Nu... Nu skal du til at trænes. Jeg skal se hvad du kan i eventuel kamp, så jeg ved hvad vi har at arbejde med. Hvis du er klar, så viser jeg vej hen til trænings pladsen."

Namiko rejste sig op og gik hen og tog sin bue. "Jeg synes selv jeg er ok med en bue... men ellers kan jeg ikke meget andet..."

Hun smilede svagt. "For nu går vi uden våben, nævekamp. Nogen gange vil du ikke have tid nok til at nå at hente din bue, så du skal også være klar på nævekamp. Følg mig." og med det, gik hun ud af lundens anden, skjulte udgang, dybere ind i skoven.

//Keaira ude, starter nyt emne op.//

Hvad der nok alt i alt var en halv time siden de havde forladt stedet, kom Keaira tilbage, halvt bærende Namiko's vægt da hendes slag havde taget en del ud af hende. "Sæt du dig bare her og slap af." hun hjalp Namiko ned at ligge på den seng, der var hendes.

Namiko lagde sig på ryggen og sukkede. Hun følte sig lige pludselig uduelig og ville ikke se på Keaira da hun følte sig skamfuld over ikke at være bedre.

I samme øjeblik trådte en voldsomt fluffy, fuldvoksen spidshund ind i druide lunden. Den nåede knapt nok at få øje på Keaira, før hun blev overfaldet, og hun kom med et forskrækket skrig - hvorpå hun dernæst grinede, da hunden slikkede løs på hendes hals og ansigt. "Keaira!" kom den kvindelige stemme fra hunden, indimellem hvert slik. Keaira havde ikke luft nok til at snakke, kun grine.

Namiko vendte sig om da hun hørte hunden. Hun stirrede på den og Keaira, men sagde ikke noget.

Da hunden bakkede tilbage, grinede Keaira fortsat over hele ansigtet, og gav hunden det største kram. "Bivdit... Åh gud, gudsketak og lov... Jeg vidste det bare, vidste bare du stadig var i live... Hvor er det godt du fandt mig igen..." Hunden, Bivdit, 'smilede' let. "Jeg nåede lige præcis at se jer gå herind... Jeg har kunnet mærke dig den sidste uge, men kunne ikke finde dig..." svarede tæven stille.

Namiko sad bare fortsat og kiggede på dem uden at sige noget. Hun ville ikke afbryde dem.

Keaira blinkede et par tårer væk, smilede let, og kom op at stå igen. "Hvem er dét?" spurgte Bivdit, og så over på Namiko. "Det er Namiko... Vores nye Druide," informerede Keaira med et lille smil. "En ny druide? Godt, godt." Bivdit 'smilede'. "Måske kan Druidernes storhedstid komme igen."

Namiko sad stadig bare og så på dem, men da hun så hunden se på hende vendte hun blikket ned. Nu savnede hun Stjerneskin som hun ikke havde set i lang tid.

Bivdit trådte over til hende, løftede en pote og satte den på hendes skulder, i en hilsen. "Vel mødt, Namiko. Hvad er dit sande navn?" spurgte hun så.

Namiko så på Bivdit og derefter spørgende på Keaira.

"Det, ånderne fortalte dig." svarede Keaira smilende på Namiko's spørgende blik. "Dit druide navn." uddybede Bivdit. "Jeg har kun mit sande navn, intet andet. en jeg ved I mennesker har to navne, og nu vil jeg gerne vide dit sande navn."

Namiko: "Er.... det... ok.... at for.... tælle... Bivdit... det?" spurgte hun usikkert

Hun nikkede. "Han tilhører jo trods alt også druiderne. Han er... Ja. Den anden del af mig. Han kan høre ånderne ligeså godt som jeg kan."

I dét øjeblik, hørte Bivdit noget, og så på Keaira, nikkede til hende. Hun genkendte godt hvad han mente, han havde hørt noget der krævede undersøgelse. "Namiko, bliv her. Vi skal lige undersøge noget." hun satte sig op på Bivdit's ryg, og de red/løb ud af druidelunden.