Druidens lejr [30-09-2012]

"utroligt" siger Taylor stille og kigger væk. "Det her er virkelig en mærkelig verden, og dog ikke meget anderledes end hvor jeg kommer fra. der er de fleste også onde" han kigger op på Keaira. "hvordan kan jeres hunde egentlig være så store?"

Hun blinkede let. "Store? De er da den størrelse de nu engang altid har været. Min egen er også her omkring et sted, jeg blev væk fra ham efter de spredte klanen, men jeg er sikker på jeg nok snart skal finde ham igen. Jeg kan bare mærke det." hun smilede let.

"virkelig?" Taylor spærrede øjnene op og blinkede et par gange. "jeg har aldrig set så store hunde, de hunde jeg kender er cirka så store" Taylor viser med hånden hvor store en almindelig hund er, fra hans og Robins verden.

Hun blinkede let. "Den størrelse er de kun når de er hvalpe, her..." sagde hun med forundring i stemmen. "... Fascinerende."

Taylor kigger væk og klør sig i nakken, mens han ligger hovedet på skrå. "Robin har ret i at jeres hunde er bjørne størrelse" siger han stille

"Tja, nu du siger det. Bjørnene her er i alt fald ikke meget større end vores hunde," et svagt, lille grin. Hun satte sig ned ved udkanten af lejet af blade, tog stille sin pelsforede kappe af og lagde den ved siden af sig. "Men hvordan er jeres verden helt præcist? I går da også en del anderledes klædt, kan jeg se. Jeg har aldrig nogensinde set sådan noget stof som jeres tøj er lavet af, før..."

Taylor stod og kiggede lidt ud i luften, som om han var ret fjern et øjeblik. "Tja, jeg har aldrig rigtig været særlig god til lange forklaringer. men vores verden er nok lidt en fremtids verden i forhold til denne. jeg har ikke rigtig lagt mærke til noget elektronisk her, eller nogle køretøjer" Han kiggede sig lidt omkring "og vores tøj..." han kiggede på sin trøje. "er vidst for det meste lavet af bomuld og polyester... hvad det så end er, jeg har ikke forstand på den slags" sagde han med et lille grin.

Hun sad og blinkede let. "Ja, ordet 'elektronik', sagde du? Det har jeg vidst aldrig hørt før... Heller ikke det andet, længere ord du sagde... Køre... Et eller andet." hun trak let på skuldrene. "Men det er nu stadig et godt liv det her. Hvis det ikke lige var for de gange dem fra Fury kommer og ødelægger alting." hun sukkede, og gik hen med hendes morter og vaskede det i kanten af den lille strøm der var langs udkanten af den lille lejr. "Og jeg har heller ikke hørt om den slags stof før. Mit er meget normalt heromkring. Uld, hør, pels..."

Taylor sukkede. "ja okay, så er vi godt nok kommet tilbage i tiden"sagde han stille.

"Du siger det som om det er en dårlig ting... Det her er en god og rar verden. Når man ser bort fra Fury, altså." et svagt smil mens hun lagde sin morter tilbage på plads. "Er I sultne? Jeg kan hurtigt sørge for noget."

Et stort smil breder sig på Taylors læber "JA! siger han højt "jeg er mega sulten, jeg har det som om jeg ikke har spist i 100 år"

Robin's mave knurrer højt og afbryder dem på en grov måde. Han har lagt på jorden og holdt fast i Taylor's ben imens de har snakket. Hans hoved har drejet sig hver gang en af dem havde ordret for at vise at han fulgte med. Han var stadig en smule rød i kinderne af feberen, men han lod det ikke vise sig på hans humør. Han slog bare tanken væk om at havde det skidt og på en måde nød han at være omkring andre mennesker. At snakke med nogen. Han så op på Taylor. At have en bedste ven. Nej. Mere. En storebror.

Hun smilede. "Jeg fik nedlagt en hjort igår, så der er stadig rigeligt tilbage. Jeg starter bålet op, så." hun smilede venligt og fik samlet en bunke brænde sammen, tændte det med to flintesten.

Taylor slikker sig om munden. "nice! hvornår skal vi spise?"

Robin så ud af øjnkrogen. Han sænkede sit blik. Hvad hvis pigen ikke var kommet? Hvis ham den fremmed dreng fra Fury klanen havde drabt ham? Hvad var der så sket med Taylor? Og verden!? Han bed sig i læben. Der måtte være en grund til at de var blevet hidkaldt. Han stivnede og så op. Det var som om der var en som kaldte på ham. Langt væk. Han knep øjnene sammen og sprang op.

"Tja... Om ikke så længe." svarede hun. De havde jo trods alt ikke ure i den her alder, eller, de rige havde jo nok, men de færreste kendte til hvad man kaldte tidspnkterne af dagen, bortset fra i det store og hele som 'morgen', 'middag' osv.

Hun så op da Robin pludselig sprang op. "Hvad er der?" spurgte hun med et løftet øjenbryn, mens hun fik trukket hjorten fri fra skjulestedet. Igår var forbenene blevet ædt, og nu skar hun kødet af bagbenene. Den var allerede pelset - hun var igang med at garve pelsen, et godt stykke fra lejren så det ikke kunne lugtes, og hornene var skåret af og lå i et andet hjørne af lysningen.

Robins seriøse blik blev til et nervøst og fjollet smil da han så på hende. "Jeg synes bare at jeg hørte noget" griner han og klør sig flovt i nakke hårene. Han ser så ud imod lejren og hans blik bliver fjernt og trist. Han går der ud af. "Jeg undersøger lige stedet" mumler han. Mest til sig selv. Kampen med den fremmed dreng afspillet igen og igen for hans indre blik.

Taylor løber efter Robin. "hey jag vil med dig!" råber han og løber op på siden af ham.

Hun sukkede. "Gå ikke længere væk end at jeg stadig vil kunne høre jer. Det er ikke til at vide om dem fra Fury ville være dristige nok til at angribe os mens du stadig er såret," halvråbte hun efter dem, mest til Robin.

Imens lavede hun en marinade til kødet af honning, salvie og rosmarin, som hun dyppede de små kødstykker i, og satte dem på mindre pinde - en form for simple grillspyd.

Taylor kigger tilbage "nej nej" råber han og kigger på Robin. "hvordan går det med dine sår?" spørger han

Hun stak derpå pindene i jorden, sådan så at kødet hang indover det lille bål og langsomt blev stegt, imens hun så efter drengene, sukkede da de var kommet ud af syne.

Robin kigger lidt rundt i lejren. "Hvad?" spørger han Taylor lidt fjern. "Nå... Fint" løj han og trak på skuldren der gjorde at det jog en smerte igennem ham. Han vendte dog straks ryggen til Taylor. "Hvordan kan man blive så ond og vil slå andre ihjel?" spørger han trist og hentyder til Kevin.

Hun så brat op da hun mærkede en velkendt... tilstedeværelse, i nærheden. Med ét sprang hun op, og løb ud af lunden, forbi drengene. De måtte vente lige nu - kunne det være? Bivdit? Havde han endelig fundet hende? Hun håbede inderligt at det var sandt.

//Keaira ude.//

Robin ser undren efter hende. "Hvor mon hun skulle hen??" spørger han.

Kigger i samme retning som Robin. "det ved jeg ikke" sagde han stille. "måske har hun glemt noget"
Taylor kigger lidt undrene på Robin. "er du sikker på du har det godt?" spørger han